Kalaallit Illuutaat – Det Grønlandske Hus i København har fornøjelsen af at invitere til åbningen af udstillingen ”Kiinnat” af John Ravn & Nina Sikkersoq.
I udstillingen præsenterer John Ravn en serie værker bestående af ansigter formet i abstrakte,
bjerglignende former. Han udstiller sammen med den grønlandske fotograf Nina Sikkersoq, som dokumenterer det tætte bånd mellem inuit og Christiania via sine billeder. Sammen har de skabt en udstilling, der kredser om grønlandske liv og møder i Christiania.
John Ravn er en multikunstner fra Christiania, der arbejder med både musik, tegning, maleri og skulptur – en kunstner uden faste grænser. Ansigterne på maskerne er opstået i mødet mellem mennesker og kunstneren selv i Christiania, nærmere bestemt ved Stjerneskibet, det grønlandske hus i området.’
Nina Sikkersoq Kristoffersen er kunstfotograf og blev uddannet fra Fatamorgana i 2017. I sine
fotografier portrætterer hun mennesker omkring sig og forsøger at indfange essensen af de øjeblikke
og relationer, der opstår i mødet mellem mennesker.
Hendes sort-hvide fotografier med skarpe skygger og stærke kontraster danner et naturligt samspil med John Ravns masker. Udstillingen viser den kunst, der opstår i mødet mellem forskellige kunstformer, håndværk, fællesskaber og mennesker – og de rum, der skabes, når alle er velkomne.
Udstillingen kan ses alle hverdage kl. 10-16, fredag kl. 10-15 til og med 4. juni 2026