MØNSTERBRYDER – foredrag og debataften
Hvordan er det at komme fra en familie med alkoholmisbrug? Hvilke spor sætter det i ens liv og hvordan kan man bryde med en negativ social arv og komme ud på den anden side som et helt menneske? Via sin egen livshistorie vil Aviaq Brandt besvare disse spørgsmål. En historie om hvordan hun gik fra at være en trist og ensom pige til en livsglad og optimistisk voksen kvinde.
Ideen til dette foredrag opstod da Aviaq i sin egen udvikling, som barn af forældre med et alkoholmisbrug, en dag kunne mærke at juletiden pludselig var blevet til en højtid, som hun kunne glæde sig til. Efter sine forældres død i 2017 mærkede hun hvordan der begyndte der at sænke sig en ro i hendes liv. En ro til at leve livet, hvor hendes egne grænser pludselig kunne mærkes og høres. Der var nu plads til at Aviaq kunne leve sit eget liv fri for den alkoholiske dagsorden.
Aviaq vil gerne dele sin egen historie med andre grønlændere i Danmark, nu hvor julen atter står for døren. Det er historien om at komme fra et alkoholisk hjem med uro, vold, utryghed, vrede og afmagt, og hvordan hun som 17-årig ”flygtede” til Danmark på en enkeltbillet. Aviaqs historie handler også om, hvordan at det hele kulminerede efter 7 år med hendes daværende mand, der også var misbruger og voldelig. Herfra blev det klart for hende at hun skulle væk fra sin mand og ud af det miljø, der blev ved med at trække hende længere og længere ned. I dag har Aviaq en kæreste, 2 børn og lever et sundt og stabilt liv. Hun har vendt sin egen turbulente barndom og ungdom til et voksenliv, hvor hun er herre i eget hus.
Til foredraget giver Aviaq konkret viden om, hvordan hun brød med det destruktive mønster, som hun var vokset op med. Der bliver rig mulighed for at stille spørgsmål og være i dialog om dette svære emne. Efterfølgende vil der være debat, hvor folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen deltager og bringer den politiske vinkel med ind i denne genkendelige og desværre meget udbredte livshistorie.
(Billedet af Aviaq: fotograf Mads Pihl)