Tikkili Pjettursson - med Uummannaq i hjertet
af kurator Erik Torm
2 august 2019 - 27 september 2019
Kalaallit Illuutaat – Det Grønlandske Hus i København har fornøjelsen af at invitere til åbningen af udstillingen "Tikkili Pjettursson - med hjertet i Uummannaq".
I 2017 fyldte Uummannaq-kunstneren Tikkili Pjettursson 60 år, og i den anledning blev der vist en retrospektiv udstilling af hans værker på Uummannaq Museum i sommeren og efteråret 2017. Udstillingen er sidenhen vandret videre i Grønland og har senest været en stor publikumssucces i kulturhuset Katuaq i Nuuk. Og nu skal den så til København.
Tikkili er autodidakt tegner og billedkunstner og har specialiseret sig i portrætter og natur- og landskabsmalerier. De kan ses i offentlige bygninger i det meste af Grønland, blandt andet i det grønlandske Selvstyres bygninger i Nuuk. Tikkili har også lavet bestillingsarbejde til den danske kongefamilie, Prins Albert II af Monaco og den tidligere generalsekretær for FN Ban-Ki-moon.
Til denne udstilling har kurator Erik Torm indsamlet 30 af Tikkilis værker.