Udstilling Billede Nivipoulsen

TARNIGA ANGERLARPOQ - Min sjæl vender hjem
af Nivi Poulsen

22 april 2021 - 28 maj 2021


Det er med stor glæde, at vi atter kan byde indenfor til fernisering i DGH torsdag den 22. april kl. 17-19.

Heldigvis er det atter blev muligt at afholde fysiske ferniseringer på forsvarlig vis i DGH. Vi tager naturligvis alle sikkerhedsforanstaltninger, så det bliver en tryg fernisering for alle. Det indebærer først og fremmest, at man skal have et gyldigt coronapas for at kunne deltage, hvilket bliver tjekket i porten. Mere info følger, når vi nærmer os ferniseringen og med sikkerhed kan fastslå, at den bliver realiseret.

Udstillingen tager afsæt i Nivi Poulsens stemningsfyldte malerier, der alle handler om hendes identitet og kærlighed til sine grønlandske rødder. Startskuddet til Nivis kunstneriske virke opstod, da hun i 1995 blev alvorligt syg med en livstruende, uhelbredelig sygdom. Når livet er usikkert, skal drømmene leves ud, mens tid er, og der skal findes hjælp, hvor den nu engang er. For Nivi har det vist sig at være i maleriet, meditationen og i hendes grønlandske identitet.

"Jeg befinder mig godt i de enkle og naive, til tider smukke, til tider groteske udtryk. Akkurat som livet er. Mit ønske er, at min udstilling må inspirere til at finde styrken i din sjæl og ”komme hjem” - også når livet gør ondt, hvad enten du er dansk, grønlandsk eller en smuk blanding. Kun du kan mærke, hvad du er", forklarer Nivi og fortsætter:
"Den aktuelle debat om oprindelige folk har fået mig til at reflektere over min ” ret” til at kalde mig grønlænder / inuit – men dybt i min sjæl er jeg ikke i tvivl om, at jeg er det. Gennem mit intuitive maleri er kontakten til det opstået helt af sig selv".