Udstilling Billede Smeltevand

SMELTEVAND
af SMELTEVAND

24 september 2007 - 2 november 2007


11 nordiske kunstnere udstiller sammen under fællestitlen SMELTEVAND.

Ideen til denne kulturudveksling blev fostret under et studieophold i Island. Siden har vi netværket sammen og udviklet konceptet.

Gennem vores værker ønsker vi at række ud over vore respektive landegrænser for at komme i dialog og udveksle kunstneriske og kulturelle oplevelser. Vi mener, at en sådan udveksling vil sætte fokus på vores nordiske identitet og give større vækst i bevidsthed og mangfoldighed. Samtidig vil vi gerne sætte fokus på, at verden er foranderlig idet vi alle er en del af den udvikling, som i disse år er blevet fokuseret på mere og mere, nemlig klimaforandringen. Her er det vort ønske, at kunsten vil være en naturlig del i debatten omkring, hvad vi er på vej til i disse år, hvor levevilkårene ændres i takt med klimaet ændrer sig. I den forbindelse vil Det Grønlandske Hus sideløbende arrangere foredragsrækker
med forskere, som netop beskæftiger sig med emner, som berører temaet. Det være sig glaciologer, biologer, klimaforskere mm.

Vi har valgt temaet smeltevand som ramme om en fælles nordisk udstilling. Vi er omgivet
af vand/is/sne, og i fællesskab driver vi på denne flod af både uendelighed og forgængelighed.
I forbindelse med polaråret, hvor der vil være fokus på konsekvenserne af nedsmeltningen af polerne, vil vi lægge os i forlængelse af dette emne og undersøge aspekter af sprødhed og forgængelighed.

Udstillingen har åben i perioden 25. september til og med fredag den 2. november 2007.