Udstilling Billede Qanga

Qanga - Grønlands forhistorie i tegninger og fortællinger
af Konrad Nuka Godtfredsen

3 december 2020 - 5 marts 2021


Kalaallit Illuutaat – Det Grønlandske Hus i København har den store glæde at kunne invitere indenfor til Konrad Nuka Godtfredsens udstilling ”Qanga – Grønlands forhistorie i tegninger og fortællinger”. Udstillingen er gået verden rundt og er nu endelig landet i Det Grønlandske Hus i København.

Qanga tager udgangspunkt i fire graphic novels, der er illustrereret af Nuka og skabt i samarbejde med Danmarks Nationalmuseum. Hvert bind dækker en vigtig tidsperiode i Grønlands forhistorie. Projektet startede i 2006 og blev afsluttet med fjerde og sidste bind i 2018.

Nuka har haft fast tegnestue på Nationalmuseet med adgang til museets samlinger. Derudover har der været en faglig konsulent med speciale i de forskellige tidsperioder tilknyttet projektet. Denne sparring har resulteret i en korrekt gengivelse af genstande, fundsteder og teorier om datidens levevis.

Alle tegninger til tegneserierne om Grønlands forhistorie er tegnet i hånden, rentegnet med blyant og farvelagt med akvarel. Kun teksten er lagt på digitalt. Til udstillingen har vi udvalgt en række smukke, stemningsfyldte og tidstypiske værker fra serien, hvor vi også giver jer et indblik i tegneprocessen bag de færdige værker. Så kom ind og bliv klogere på Grønlands forhistorie og oplev Nukas fantastiske streg.

Selve udstillingen har den grønlandske kunstner og illustrator skabt i samarbejde med Danmarks Nationalmuseum, Andala & Co og den danske ambassade i Berlin.