Arrangement Arnold Busck

Nina von Staffeldt i samtale med Annemette Nyborg Lauritsen

07 oktober 2020


Oplev krimiforfatter Nina von Staffeldt i samtale med kriminolog Annemette Nyborg Lauritsen om menneskerne bag forbrydelserne. Arrangementet foregår i Arnold Busck på Købmagergade 49 på 1. salen.

Kriminologen Annemette Nyborg Lauritsen er opvokset i Grønland. Som forsker på Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik, valgte hun frivilligt at opholde sig 94 dage bag tremmer blandt de hårdest straffede indsatte. Hun ville lære dem at kende og berette om dem, deres baggrunde og forhold. Det var en øjenåbner for hende, for selv om der er tale om personer med grov kriminalitet bag sig, oplevede hun menneskene bag som langt mere. Det kom der bogen Frihedsberøvelse i et land uden fængsel ud af.

Forfatteren Nina von Staffeldt tager jævnligt livet af folk – ikke i bloddryppende orgier, men med underfundige plot – og kun på papir. Hendes Arctic Noir-krimi Frosne Beviser fik Det Danske Kriminalakademis diplom som bedste danske krimidebut i 2016 og blev rost for sine indblik i menneskers liv og miljø i det moderne Grønland. Hendes fjerde og seneste roman Vinterjagt handler om hvad der sker, når organiseret kriminalitet rammer et lille og uforberedt samfund.

Det vil være muligt at købe Ninas bøger til arrangementet, hvor der også vil være tid til at stille spørgsmål.

Arrangementet er et samarbejde mellem Arnold Busck i Købmagergade og Det Grønlandske Hus.