Kn2022 Web

Kunst og identitet - en kulturnat i Det Grønlandske Hus

14 oktober 2022


Til Kulturnatten 2022 har vi fernisering på vores nye udstilling ”Kunst & identitet”, som er en dobbeltudstilling, der består af formidlingsudstillingen ”Identity on the Line – blandt grønlændere i Danmark” og Bolatta Silis-Høeghs kunstudstilling ”Hun gik en tur”.

På Kulturnatten kan du se frem til et fantastisk program, hvor der både er plads til Artist Talks med kunstnerne bag udstillingerne, intimkoncert med Nive Nielsen, trommesang og -dans og så slutter vi aftenen af med et brag af en koncert med Suluit.

I vores stueetage kan du opleve særudstillingen Blandt grønlændere i Danmark, som Knud Rasmussens Hus står bag. Udstillingen er en del af del af det store Creative Europe-projekt Identity on the Line som lige er blevet tildelt den prestigefyldte pris The European Museum Academy Prize (EMA-prisen). I særudstillingen Blandt grønlændere i Danmark er identitet og migration i fokus. Udstillingen er baseret på mere end 20 timers interviews med 11 grønlændere i Danmark og omhandler emner såsom identitet, ingenmandsland, modersmål, det at flytte til Danmark, ligheder og forskelle, traditioner og fordomme.

I udstillingslokalet på 1. sal kan du opleve Bolatta Silis-Høeghs udstilling ”Hun gik en tur”. Udstillingen vil bestå af 15 af Bolattas værker fra de seneste par år. Hun har haft helt frie rammer til at udvælge værkerne, og hun vil selv få ansvar for at indrette og farvelægge udstillingsrummet.

Om udstillingen siger Bolatta: Det har altid været nødvendigt for mig at male, hvis ikke jeg skulle blive skør. Det er først inden for de seneste par år, hvor jeg har rykket mig meget personligt, at jeg har forstået hvorfor  - min praksis fungerer som et bindeled mellem mit sind og min krop. Det er først, når motiverne, farverne og bevægelserne er kommet på lærredet, at jeg har forstået, hvad jeg har rumsteret med. Jeg har glædet mig meget til denne udstilling, fordi jeg får lejlighed til at vise, hvad den proces har kastet af sig de seneste par år.

Gå ikke glip af denne enestående mulighed for at blive klogere på grønlandsk kultur. Takuss :)

Husk at anskaf dig et kulturpas for at få adgang til DGH. Det kan enten købes i 7-eleven eller digitalt her: https://shop.kulturnatten.dk/

Program for kulturnatten 2022

Kl. 18:00: Åbningstale ved Lars Lerche

Kl. 18:10: Ferniseringstale Søren La Cour Jensen

Kl. 18:20: Ferniseringstale Bolatta Silis-Høegh

Kl. 18:30: Intimkoncert med Nive Nielsen

Kl. 19:00: AT: Bolatta Silis-Høegh og Lars Lerche om kunst og identitet

Kl. 19:30: Trommedans med Gaz Zaa Lung

Kl. 20:00: Søren la Cour Jensen fortæller om Identity on the Line projektet

Kl. 20:30: Intimkoncert med Nive Nielsen

Kl. 21:00: Trommedans med Gaz Zaa Lung

Kl. 21:30: AT: Bolatta & Lars om grønlandsk identitet og kunst

Kl. 22:00: Koncert med Suluit – verdensmusik med Nukâka Coster-Waldau og Karina Møller i front

Kl. 23:00: Vi lukker og slukker

 

Kl. 18-21: Børneworkshop 
Workshop hvor børn kan gå på opdagelse i udstillingen og lave deres helt egen fortolkning af Bolatta Silis-Høeghs kunstværker.