Invitation Na6

Fernisering på Naja Abelsens udstilling "Verden er en stor Ø"

08 april 2022


Kalaallit Illuutaat – Det Grønlandske Hus i København har fornøjelsen af at invitere til åbningen på udstillingen ”Verden er en stor Ø” af Naja Abelsen.

Udstillingen tager udgangspunkt i den grønlandske identitet, der både rækker bagud og henter inspiration fra den mytologiske verden og peger forud med fokus på vores fælles identitet som mennesker. Det er vigtigt med en national identitet, men i bund og grund er vi alle mennesker.

”Fra fælles forfædre og -mødre til én menneskehed på Verdensøen. Inuits genetiske arv. Det fælles er mere vigtigt med 8 mia. individer af Homo sapiens. Jeg søger bagud mod ophavet, nysgerrig på viden forskere graver frem om den utrolige udvikling fra hominin til menneske: en ustyrlig abeart, i færd med at lægge den smukke klode øde. Vi må domesticeres mere for at overleve på denne ene Ø vi har.” - Naja Abelsen

I stueetagen kan du opleve himmelhvælvet set fra et grønlandsk perspektiv. Her kan du blandt andet støde på mytevæsenerne Solen, Månen og Asiaq.

På 1. sal kan du opleve Najas støt voksende serie ”Light of Ancestry”, som er en meditation over vores menneskelighed og vores oprindelse fra abeart til homininer til Homo sapiens.

”Vores ophav, vores arv fra millioner af års liv, at blive menneske er en evig skabelse...at være menneske er at huske vores abe-lighed, vi ER aber”, forklarer Naja.

Naja holder en tale til ferniseringen og har en række prints med til salg.

Udstillingen kan ses alle hverdage kl. 10:00 - 16:00 til og med den 30 / 05 2022