Baggrundstekster

 

Lektion 1: Grønlands kosmologi

I inuit-kulturen var religion og samfund tæt sammenvævet. Alting var besjælet - denne sjæl kaldtes inua. Tiden var cyklisk, alt gik i ring: nat og dag, sommer og vinter, liv og død. Når mennesker døde, blev de forenet med åndernes verden hvorfra de kunne blive genfødt. Men kredsløbet var skrøbeligt, og det skulle hele tiden vedligeholdes.

For at sikre det var den inuitiske levevis præget af en masse tabu. For eksempel var der mange tabu forbundet med et dødsfald. De nærmeste pårørende måtte i lang tid efter dødsfaldet ikke have kontakt til andre, og et helt år måtte de ikke dele gryde med andre. Hvis regler som disse ikke blev overholdt, kunne den afdødes sjæl komme til at flakke hvileløst omkring og skræmme de levende. Også ved fangst var der mange tabu og ritualer. Man skulle vise dyrene den fornødne respekt. For eksempel skulle sælen have nogle dråber drikkevand i munden efter den var blevet dræbt. Den døde isbjørns hoved skulle vendes mod det sted den boede så dens sjæl kunne finde hjem.

Individet havde mindre betydning, det var det store fællesskab det gjaldt. En enkelt persons overtrædelser af tabu ville ramme hele bopladsen med fx sygdom, misfangst, uvejr eller sult.

Præsten Mads Lidegaard beskriver det således: (…) et pulsslag, en evig gentagelse, en cyklusbevægelse, hvor alt liv bevæger sig i en evig genfødsel eller kredsløb, og hvor alle kræfter sættes ind, og hvor alle kræfter sættes ind på at bevare balancen, så kredsløbet ikke forstyrres. Det som kan forvolde en sådan katastrofe, er de onde ånder, som er onde, netop fordi de selv er blevet sat uden for kredsløbet gennem brud på tabuer, og alle menneskets kræfter sættes da ind på at værne sig mod disse onde magter og mod ånderne, så de ikke bliver onde, mod de store gudemagter, mod alle tings inua, menneskers og dyrs sjæle, så de ikke bliver dæmoner som truer livet og lykken og den hellige balance. (Lidegaard: Kristendommen og den eskimoiske kultur, 1991)

Sila var universets dominerende kraft. Sila er også det grønlandske ord for vejr hvilket viser hvor tæt forbundet religionen var med naturen. Myterne kom med forklaringer på naturfænomener. For eksempel var nordlyset ifølge myterne himmelånder der spillede fodbold med et hvalroskranie.

Angakkoq (åndemaneren) var denne eneste der kunne se og opfatte sila og fungerede som et bindeled mellem mennesker og ånder. Åndemaneren var en slags religiøs ekspert som ved hjælp af trommesang og –dans kunne opnå forbindelse til åndernes verden. Både kvinder og mænd kunne blive angakkoq. Ankakkoq kunne gå i trance og foretage ånderejser. Den mest kendte beskrivelse er nok når Havets Mor var blevet vred over menneskets tabubrud. Så kunne angakkoq rejse ned til hende og rede hendes hår og dermed genoprette balancen.

Inuit brugte amuletter til at beskytte sig eller bringe held. En amulet, fx en klo, indeholder lidt af dyrets inua, og dermed overføres lidt af dyrets kraft til den der bærer amuletten.

De to skabelsesmyter om Sassuma Arnaa (Havets Mor) og Aningaaq (Månemanden) definerer samtidig de to dødsriger. Den ene myte omhandler en pige der blev til Havets Mor. Den anden myte er en myte om en bror der forgreb sig på sin søster; myten understreger således samtidig incesttabuet. Da søsteren flygtede flyvende over himlen med et stykke brændende mos, fulgte han efter hende, men hans mos gik næsten ud. De blev til solen og månen. Når et menneske døde, kom sjælen enten op i himlen til Månemanden eller ned i havet til Havets Mor. Det bedste dødsrige var det nede i havet hvor der var masser af mad.

Ved dødsfald var der en risiko for at sjælen ikke kom i dødsriget, men vandrede over i et dyr eller et væsen. Det var derfor meget vigtigt at alle tabu omkring døden blev overholdt, og at den døde fik et barn opkaldt efter sig. Man finder stadig spor af denne navngivningskultur i Grønland i dag.

 

Lektion 2: Myten og mytetræk

Myter er en slags episke fortællinger om hvordan verden hænger sammen. Skabelsesmyterne fortæller om hvordan verden (kosmos, guder eller mennesker) opstod i en urtid. Undergangsmyterne om hvordan det hele skal ende.

Alle kulturer har gennem historien udviklet deres egen mytologi som er blevet overleveret gennem mundtlige fortællinger. Myterne er for det meste nedskrevet langt senere, og derfor findes der ofte flere versioner af samme myte. Tematikkerne i myterne er i mange tilfælde så brede at de ikke er knyttet udelukkende til den kultur som har skabt myten, men også kan anvendes i dag til at beskrive moderne menneskers og kulturers grundvilkår.

Myterne giver forklaringer på livet og døden og antyder forklaringer på nogle af livets gåder. Ved at opstille modpoler, fx barn og voksen, vil myterne fortælle noget om grundvilkårene ved at være menneske. Samtidig forstærker myterne også ordenen i samfundet. De tilbyder en forklaring på hvorfor man skal følge nogle forskellige tabuer og kulturelle koder.

Antropologen Clifford Geertz sagde om religion at det var både en model af verden og for verden. Det samme kan man sige om myter.

Ud over skabelses- og undergangsmyterne kan myterne inddeles i ritualmyter (forklarer og begrunder rituel praksis), oprindelsesmyter (beskriver hvor sædvaner, regler, navne eller fænomener stammer fra), sociale myter (styrke eller værner om sociale værdier), trickster myter (om guders eller heltes bedrag og tricks)

Myter kendetegnes fx ved:

• Overleveret mundtligt af én fortæller
• Beskriver noget overnaturligt eller mystisk
• Foregår i en mytisk (ur)tid som ikke kan defineres
• Handlingen beskriver en konflikt eller prøvelser der skal gennemleves. Ofte straf/belønning
• Gentagelser, fx tre gange
• Stereotype/enkle karakterer
• Opstiller modpoler
• Der er ingen grænser for hvad der kan ske
• Personerne har overmenneskelige egenskaber
• De er eviggyldige
• Forklarer naturfænomener
• Giver forklaring/forstærker på tabuer og kulturelle normer/regler