Baggrundstekster
Lektion 2
Fangst spiller en stor rolle i det moderne grønlandske samfund. Mere i den nordlige og østlige del end i den sydlige og vestlige del. Og mere i de mindre byer og bosteder end i byerne. Men overalt findes der folk der tager på fangst for at supplere husstanden med mad.
I daglig tale bruges for det meste ordet “fangst” om alle former for jagt i Grønland. På papiret anvendes fangst til at beskrive jagt på pattedyr, men ordet jagt bruges i Grønland også fx om fugle. Her vil vi fortrinsvist tale om fangst.
Der findes mange forskellige typer fangere. Man skelner mellem erhvervsfangere som har fangst og fiskeri som deres hovedjob, og fritidsfangere der har det som hobby.
De fleste erhvervsfangere har en blandet økonomi. Måske arbejder de indimellem på fiskefabrikken eller laver kunsthåndværk som de sælger til turister, eller kører hundeslæde for turistselskaberne om vinteren. Fangsten sælger de bruger det til at bytte med eller spiser det selv. Har de slædehunde, går en stor del af fangsten til at fodre hundene.
Sælskind kan indhandles til Great Greenland der har lokale indhandlingssteder over hele landet. Et sælskind indbringer fangeren omkring 300 kr. De fleste erhvervsfangere er samtidig fiskere. Det er derfor man taler om fisker-fangere.
For at kunne udøve jagt og fangst på såvel dyr i Grønland kræves en tilladelse i form af enten et erhvervs- eller fritidsjagtbevis. Der findes to forskellige typer jagtbeviser, et erhvervsbevis og fritidsjagtbevis. Man skal være over 12 år og tilmeldt et folkeregister i Grønland for at kunne få et fritidsjagtbevis. For at opnå et erhvervsjagtbevis kræves det at man skal være over 12 år, have boet i Grønland i to år og tjene mindst 50% af sin indkomst ved fangst, jagt og fiskeri.
Fangsten er reguleret af Selvstyret efter rådgivning fra Grønlands Naturinstitut. Nogle dyr må jages frit, andre må man kun jage i bestemte perioder, slet ikke eller kun indtil fangstkvoten er opbrugt. Nogle dyr må kun jages med en særlig licens, fx bjørne.
Lektion 3-4
Slædehunden
Grønland er det sted i Arktis hvor der lever flest slædehunde. De grønlandske slædehunde kom til Grønland sammen med de Inuit der indvandrede fra det nordlige Canada for over 4.000 år siden. Men det var Thulefolket der indvandrede omkring år 1300, som for alvor introducerede den grønlandske slædehund.
Man regner med at hunderacen er opstået i Mongoliet for mellem 30.000 og 35.000 år siden. Det gør den til en af de ældste hundetyper. De første mennesker begyndte sandsynligvis at bruge hunde til at trække deres slæder i det nordvestlige Rusland engang i stenalderen. Slædehunde er kendt fra Canada, Finland, Sverige, Norge, Sibirien, Rusland, Alaska og Grønland.
Slædehundene er meget udholdende og stærke. En hund alene kan trække 50-60 kilo. De har lang, blød pels og spidse snuder. Hanhundene er som regel en del større end hunhundene. Slædehundene kan klare sig uden mad i lang tid og kan overleve i meget koldt vejr. Hvis der er snestorm, ruller hundene sig sammen og dækker snuden med deres lange buskede hale og lader sneen dække dem helt.
Ud over at trække slæden er hundenes evne til at finde vej uundværlig for de grønlandske fangere. Hvis man bliver ramt af en snestorm mens man er ude på slædetur, kan hundene snuse sig frem i slædesporet og finde vej tilbage. Nogle fangere optræner også deres hunde til at opspore sælens åndehuller og hi under isen. På bjørnejagt slippes hundene løs så de kan omringe bjørnen så fangeren i ro og mag kan komme til at skyde den.
I Grønland må man kun have slædehunde nord for polarcirklen samt på østkysten. I alle byer fra Kangerlussuaq og nordpå er der slædehunde. Syd for polarcirklen (på vestkysten) må man til gengæld gerne have andre slags hunde. Racerne må ikke blandes.
Der er ca. 14.000 slædehunde i Grønland. Det varierer fra by til by hvor mange der er. I Ittoqqortoormiit på den grønlandske østkyst er der flere slædehundespand end der er biler. Naajaat ved Upernavik er det sted hvor der er flest slædehunde pr. indbygger. Her var der i 2012 3,9 hunde pr. person.
Slædehunde skal ifølge loven være lænkede. I de fleste byer står hundene på særlige hundeområder i byens udkant.
Hundeslæden
Hundeslæden er mere end 4000 år gammel. I Grønland er den blevet brugt lidt over 700 år. Den grønlandske hundeslæde er bygget af træ som er surret sammen. Det ville ikke holde til at køre på ujævn is hvis man skruede slæden sammen med skruer. Derfor bruger man nylonsnor eller skindremme til at surre den sammen med så slæden bliver både stærk og smidig. De fleste foretrækker nylonreb fordi det ikke fryser til is ligesom skindremme som man brugte i gamle dage, og så har hundene heller ikke lyst til at æde det.
Slæden er ca. 1 meter bred og 3-4 meter lang. Under træmederne er der et beslag af jern eller plastik for at beskytte mod slid og for at få slæden til at glide bedre. I gamle dage brugte man tand fra hvaler eller ben, hvalbarder, hvalroshud eller simpelthen bare mudder og ler. Uden beslag under mederne bliver træet på slæden hurtigt slidt.
Det er ren videnskab at bygge en rigtig god slæde. For eksempel skal medernes skråne lidt udad. Det er en fordel i skrueis hvor hele slæden med en tungt læs kan komme til at hvile kortvarigt på én mede. Det giver også den fordel at man på blankis kan køre rigtigt hurtigt fordi det kun er kanten af mederne der rører isen.
Opstanderne bagerst på slæden bruges til at styre med. Nogle gange løber slædekusken bag slæden og holder fast i opstanderen. Andre gange sidder han på slæden, men man står ikke bag på slæden. I opstanderne hænger et bremsetov eller en metalbremse som slædekusken kan træde på for at bremse slæden under nedkørsel.
Mellem de to opstandere sidder to reb der til sammen danner et kryds. De to reb er samlet i midten med et lille samleled. På nogle slæder er samleleddet udskåret i en figur.
En hundeslæde ser forskellig ud, alt efter om den er bygget i Nordgrønland, Vestgrønland eller i Østgrønland. Forskellene skyldes at der er forskellige krav til slæderne. I Nordgrønland bruges de især til at køre på havisen. Derfor er slæderne smallere, længere og med mere lige meder end for eksempel i Vestgrønland hvor man også kører en del på land. I Østgrønland bygges slæderne med ski under i stedet for meder i et stykke træ. Det giver en mere fleksibel slæde der er god til at køre i dyb sne. I Nordgrønland er det også normalt at have to hundeslæder i forskellig størrelse. Om sommeren er det en fordel at slæderne er længere fordi man kan bruge dem som broer over revner i isen. Det er især på opstanderne at det er nemt at se om en slæde er bygget i Nord-, Vest- eller Østgrønland.
Hundeslæder fra Vestgrønland (t.v.) og Østgrønland (t.h.)
På opstanderne hænger slædeposen hvor man kan putte sit udstyr i. Før i tiden var den lavet af skind, nu om stunder er den syet i kraftig sejldug. På slæden spændes oppakningen fast. Den skal være så godt surret fast at slæden kan vende 180 grader rundt uden at noget falder af. Mange har en kasse der er specialbygget til at stå fastspændt på slæden.
Der er meget udstyr der hører med til hundeslæden, foruden riffel, tøj, telt, kogegrej og lidt mad har de fleste fangere også en istuk som de kan hugge hul i isen med og et skydesejl som de bruger til at gemme sig bag når de sniger sig hen til en sæl der ligger på isen.
Nogle slædebyggere vælger at male hundeslæden. Mange hundeslæder males i en isblå farve så man kan gemme sig bag den når man er på fangst på isen. Før i tiden var det ofte den lyseblå farve fra fiskekuttere som man brugte.
Qimmeq-projektet
Qimmeq-projektet som var et fælles forsknings- og formidlingsprojekt af Statens Naturhistoriske Museum og Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik, der blev afsluttet i 2021.
Kreditering på Qimmeq-projektets lærervejledning og elevopgaver:
Koncept og ide: Katrine Minddal
Tekst og pædagogisk tilrettelæggelse: Katrine Minddal og Sara Tougaard
Redaktion: Lisbeth Valgreen og Anne Katrine Gjerløff
Oversættelse: Ulf Fleischer
Layout og grafik: Rikke Reimann
Illustrationer: Carsten Egevang og Konrad Nuka Godtfredsen m fl.
Lektion 5-6
For ti år siden var der over 20.000 slædehunde i Grønland, i dag er der ca. 14.000, og nedgangen fortsætter tilsyneladende. Der er flere ting der er skyld i at der bliver færre slædehunde.
- Klimaforandringerne i Grønland betyder at der er kortere tid hvert år hvor man kan køre på hundeslæde fordi havet ikke fryser til så længe som det plejede. Det er især et problem i Nordgrønland hvor en stor del af slædekørslen foregår på havisen når fangerne skal ud og fiske eller fange sæler fra isen.
- Mange fangere vælger at skifte hundeslæden ud med snescooteren. I de senere år har flere kommuner tilladt snescooterkørsel steder hvor det tidligere kun var tilladt at køre på hundeslæde. Det har ført til at flere slædekuske foretrækker fiskeri og fangst med snescooter og dropper hundeslæden. Det var først I 2013 at det blev lovpligtigt at registrere snescootere I Grønland. Derfor er det ikke muligt at sammenligne udviklingen i antal snescootere med antal slædehunde før 2013.
- Et andet problem er at det er blevet dyrere at have slædehunde fordi hundefoder er blevet dyrere. Hundene spiser mindst 1 kilo sælkød eller fisk om dagen. Får de tørkost, skal de have mellem 385 og 730 g om dagen. Hvis det er koldt, eller hunden skal arbejde foran slæden, så skal den have mere. En 20 kilos sæk hundefoder koster i Grønland omkring 350 kroner. Hvis man for eksempel har 20 slædehunde, så fortærer de altså mindst en sæk hundefoder om dagen. Slædehundeforeninger har flere gang udtrykt ønske om at der kommer en eller anden tilskudsordning der vil gøre det billigere at have slædehunde, for eksempel ved at gøre foderet billigere. Selv om man selv fanger fisk, sæler og hvalrosser til at fodre sine hunde – og det er jo ikke altid man kan komme ud på fangst – så er det noget der kræver meget tid og hårdt arbejde at have slædehunde. I Grønlands nordligste by Qaanaaq har der flere gange været problemer med at skaffe mad nok til hundene. Problemet opstår særligt når kvoten på hvalrosser er opbrugt, og fangerne ikke må skyde flere hvalrosser til at fodre deres hunde med. Uden hvalroskød kan de være nødt til at købe det dyre hundefoder.
- Et anden ting der spiller ind, er placeringen af hundene. Tidligere stod slædehundene lænkede nedenfor husene inde i byen, men de i de fleste byer har man besluttet at slædehundene skal stå på pladser uden for byen. Det er især sket fordi man vil undgå ulykker hvor slædehundene bider forbipasserende eller børn der leger. Det har betydet at det tager længere tid for hundeejerne at komme ud til deres hunde for at se til dem og fodre dem. Det er der mange hundeejere der er utilfredse med.
Fordele og ulemper
Fordele ved snescooteren: Fx den er billigere når man først har købt den, den er hurtig, den kræver ikke pasning og pleje. Det er bare op og af sted.
Ulemper ved snescooteren: Fx den kan løbe tør for benzin, den kan gå i stykker, den er tung – det kan være farligt at køre på is, der sker nogle gange alvorlige snescooterulykker.
Fordele ved hundeslæden: Fx den forurener ikke, det er traditionel grønlandsk kultur, den er udviklet over flere tusind år til at køre i grønlandsk terræn, hundene kan advare mod og angribe isbjørne - hvis en hund kommer til skade, kan de andre stadig trække slæden.
Ulemper ved hundeslæden: Fx dyrt, tidskrævende, langsommere, lugter af prut...
Lektion 9-10
Arctic Circle Trail er navnet på en af Grønlands mest populære vandreruter. Den går fra Indlandsisen ved Kangerlussuaq til Sisimiut ude ved kysten og er 160 km lang. Den tager 8-11 døgn at vandre om sommeren. Man overnatter i små hytter eller telt undervejs. I Grønland er alt jord fælleseje så man må færdes overalt. Om vinteren kan man gennemføre ACT på snescooter, hundeslæde eller ski. I 2021 blev der anlagt et ATV-spor mellem Kangerlussuaq og Sisimiut. På en del af strækningen følger ATV-sporet vandreruten, og derfor er der ved at blive anlagt alternative vandreruter hvor man ikke forstyrres af køretøjer.