Unseen Dgh Ceeg5843

Bogreception for Carstens Egevangs ”GREENLAND unseen…”

24 november 2021


Bogreception for Carstens Egevangs ”GREENLAND unseen…”

I værket GREENLAND unseen … giver fotograf og forsker Carsten Egevang læseren et sjældent indblik i Grønlands natur. Bogen skildrer de grønlandske dyr og deres utrolige tilpasninger til det arktiske miljø. Samtidigt portrætterer bogen menneskerne i Grønland og deres evne til at navigere i et storladent og billedskønt, men også barsk og vildt, landskab.

Bogen er en visuel hyldest til naturen og menneskene i Grønland, hvor den skildrer samspillet mellem mennesker og dyr, og om den tilknytning befolkningen nærer til den omgivende natur. Billeder og tekst i bogen er en nøgtern dokumentation af, hvordan livsbetingelserne udspiller sig for både dyr og mennesker i en verden præget af is og sne. Den er samtidigt et fotografisk nedslag i den traditionelle fangstkultur, som den tager sig ud i dagens Grønland, men som sender dybe kulturelle rødder tilbage til fortiden.

Gennem 360 sider og med mere end 200 sorthvids fotos, lader Carsten Egevang sin mangeårige fascination af Grønland skinne tydeligt igennem. Men GREENLAND unseen … er ikke en traditionel fotobog om Grønland! Billederne i bogen er både anderledes og overraskende, når dyrenes livsbetingelser og den traditionelle fangst beskrives. Bogen kredser samtidigt om den dualitet og kompleksitet, der ligger i brugen af fangstdyrene i Grønland.

Carsten Egevang er til stede under receptionen, og vil give et kort oplæg omkring arbejdet med, og tankerne bag, bogen, som vil være til salg på dagen.   

OBS: På baggrund af de seneste restriktioner skal du have et gyldigt coronapas for at deltage i bogreceptionen, hvilket bliver tjekket ved indgangen.